DGI - idræt og fællesskab
| Flere

Manager for Verdensholdet runder 60

Johannes Klinkby Bjerre fra Brønderslev og manager for DGIs Verdenshold fylder 60 år den 22. maj

Johannes Bjerre har siden 2002 været manager for DGIs Verdenshold.

Vejen mod Verdensholdet for Johannes Bjerre blev allerede lagt i starten af 70’erne, da Johannes som ung gymnast rejste jorden rundt med Flensted-Jensens Danish Gym Team.

Johannes Bjerre har siden 1992 været tilknyttet DGI. Først som udvalgsmedlem i DGI gymnastik, senere som rejseleder for Verdensholdet i 2001-2002 og siden som manager.

Vedligeholder enormt netværk
Johannes Bjerres vigtigste opgave som Verdensholdets manager er, at vedligeholde kontakten til det enorme netværk af mennesker i de mere end 58 lande som Verdensholdet har besøgt siden 1994. Kontakten til engagerede personer i de enkelte lande er grundlæggende for Verdensholdets drift, og den er bærende for formålet med holdet.

Johannes Bjerre planlægger processen omkring holdet fra start, fra før holdets fødsel ved udtagelsen og indtil lysene slukkes efter sidste opvisning halvandet år senere.
Jobbet som Verdensholdets manager er alsidigt og handler, udover at tilrettelægge holdets hverdag, også om kontakten til landets mange idrætshaller og de mange samarbejdspartnere og sponsorer.

”Johannes har altid haft visionen for øjet. Han har bevist, at man kan gøre holdet verdenskendt. Med hans professionelle engagement og den rare personlighed han udviser, formår han ihærdigt at opsøge nye og vedligeholde de mange kontakter, som Johannes har været med til at skabe verden rundt,” siger Birgitte Nielsen, næstformand i DGI, som i mange år har arbejdet tæt sammen med Johannes.

”Det har altid været med et brændende engagement, Johannes Bjerre har udfyldt rollen som manager. Med det store spektrum af mange forskellige samarbejdspartnere omkring Verdensholdet, evner han i den grad, at have den tætte kontakt med hver enkelt gymnast, samtidig med, at have kontakten til samarbejdspartnere i verden. Derfor er han også en meget central person, som vi håber fortsætter i nogle år endnu,” siger hun.

Johannes Bjerre har i særdeleshed bidraget til udviklingen af DGIs Verdenshold. Han er lige nu dybt engageret i opstarten af det 8. verdenshold, som starter sin verdensturne den 6. september med 10 shows i Danmark. Herefter rejser holdet til USA i 3 ½ måned for at lave shows og workshops i 15 forskellige stater. Holdet skal endvidere besøge lande som Hawaii, Australien, Singapore, Japan og Kina.

DGI holder i anledningen reception torsdag den 9. september kl. 17.-19. i forbindelse med Verdensholdets nye show i DGI-huset i Vejle.

For yderligere oplysninger:
Thomas Dahl, ass. manager tlf. 30629093
Johannes Bjerre, manager tlf. 20809393
DGI kommunikation Anni Kathrine Søndergaard tlf. 79404089 / 30346140

Af Anni Kathrine Søndergaard

Ejer: Verdensholdsudvalget


www.vestas.dk
DGIs Verdenshold